torsdag den 24. juli 2014

Nyt fra Melbourne - 3

Af Lars Thaysen, Næstformand

Også i går sendte Bent Hansen og Susan Cowan et nyhedsbrev hjem.

Emnet for konferencen i Melbourne er "Stepping up the pace", altså at at sætte mere fart på arbejdet med at bekæmpe, og på sigt stoppe, hiv.

I går var temaet for dagens oplæg "No one left behind" - ingen må lades i stikken. For at nedsætte antallet af nysmittede, dødsfald og diskriminering af hiv skal tempoet sættes op, og alle befolkningsgrupper skal inkluderes. I den forbindelse er kriminalisering af risikogrupper (f.eks. homoseksuelle, sexarbejdere, og stofbrugere) et problem og derfor må disse love ændres.

En sexarbejder fra Uganda fortalte på konferencen om hvordan hun blev smittet i 2000, men først kunne få medicin når en anden hiv-smittet enten døde eller blev smidt ud af behandlingsprogrammet pga. at vedkommende ikke tog sin medicin regelmæssigt. Da denne sexarbejder endelig kom på medicin fik hun det bedre, og dannede organisationen WONETA, der støtter sexarbejdere i Uganda med skolegang, hiv-test mv.

En anden gruppe, der ikke må lades i stikken, er de oprindelige folk. På verdensplan udgør de oprindelige folk 4,4% af verdens befolkning, men de er blandt de 10% af verdens mest fattige befolkning. I Australien er hiv-epidemien blandt aboriginals omvendt resten af Australien, idet der blandt aboriginals er flest kvinder, der er smittet, og smitte fra mor til bare udgør et stort problem.

Sammen må hiv-aktivister, internationale organisationer, regeringer m.fl. arbejde på at inkludere alle risikogruppen i bekæmpelse af hiv. UNAIDS har et mål om at stoppe aids inden 2030, og det er teoretisk muligt hvis alle arbejder i samme retning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar